Historien om Aslantic og Helvetic

Af:  Sabine  Melin

Der  var  engang  en  lille  pige,  der  hed  Sofie.  En  dag  vågnede  hun,  og  lyttede  til  lyden  af  skoven,  hun  boede  i.  Det  var  en  smuk  morgen,  så  lille  frøken  Sofie  besluttede  sig,  at  gå  en  tur.  Hun  fulgte  stien,  hun  normalt  fulgte  til  byen,  da  hun  kom  til  en  åbning,  hun  ikke  havde  set  før.  Hun  tænkte  for  sig  selv:”Hvilket  tryllebindende  sted.”  Hun  besluttede  sig  at  gå  ind  i  åbningen.  Da  hun  nåede  midten,  stoppede  hun  for  at  kigge  sig  omkring.  Da  hørte  hun  en  lyd.  Hun  kiggede  rundt  for  at  se,  hvor  den  kom  fra.  Intet.  Lille  frøken  Sofie  begyndte  at  føle  sig  utilpas.  Hun  kunne  ikke  se  nogen,  og  det  ville  snart  blive  mørkt.  Så  hørte  hun  lyden  igen.  ”Hallo?”  Hviskede  hun.  Hun  var  bange  for,  hvad  det  kunne  være.  Stadig  intet.  Hun  talte  lidt  højere.  ”Hallo?”  Hun  hørte  lyden  igen  og  nogle  buske  rørte  på  sig.  ”Hvem  der?”  Lille  frøken  Sofie  gik  langsomt  mod  buskene.  Hun  strakte  hånden  ud  for  at  se,  hvad  der  var  bag  buskene,  og  der  så  hun  en  lille  alf.  Lille  frøken  Sofie  gispede,  og  tog  et  par  skridt  tilbage.  Alfen  kom  langsomt  ud  fra  buskene.  Det  var  en  lille  alfe  dreng,  ikke  større  end  lille  frøken  Sofies  ben.  ”H-­‐h-­‐hallo”  stammede  han.  ”Jeg  hedder  b-­‐b-­‐b-­‐Grayson.”  Lille  frøken  Sofie  kiggede  på  ham,  og  besluttede  at  han  ikke  var  farlig.  Han  var  bare  faret  vild,  ligesom  hende  selv.  ”Jeg  k-­‐k-­‐k-­‐kan  ikke  finde  hjem.”  Stammede  han  og  gemte  sit  ansigt  i  sine  hænder.  Han  græd  let.  Lille  frøken  Sofie  puttede  forsigtigt  sin  hånd  på  hans  skulder.  Han  løb  hurtigt  om  bag  buskene  igen.  ”Løb  ikke.  Jeg  vil  dig  ikke  noget  ondt”  kaldte  lille  frøken  Sofie.  Alfen  Grayson  kom  tilbage.  ”Jeg  vil  hjælpe  dig  med  at  finde  hjem.  Hvor  bor  du?”  Han  fortalte,  at  han  boede  i  en  landsby  inde  i  skoven.  Så  sammen  begav  de  sig  nu  længere  ind  i  skoven.  De  kom  til  en  bro.  Alfen  Grayson  sagde  at  han  kunne  genkende  broen.  De  skulle  til  at  gå  over  broen,  da  en  kæmpe  trold  hoppede  frem  og  skræmte  dem.  Lille  frøken  Sofie  og  alfen  Grayson  skreg  og  løb  væk.  De  blev  ved  med  at  løbe  indtil,  bump!  De  var  begge  løbet  ind  i  noget.  Lille  frøken  Sofie  kiggede  op.  Foran  hende  stod  et  majestætisk  dyr.  Det  lignede  en  hest,  men  da  den  drejede  hovedet,  og  kiggede  på  dem,  så  hun  at  det  var  ..  ”En  enhjørning!”  Hviskede  alfen  Grayson.  Enhjørningen  kiggede  ned  på  dem,  de  var  begge  målløse.  ”Har  I  tænkt  jer,  at  introducere  jer  selv?  Eller  er  det  sådan  I  siger  goddag,  der  hvor  I  kommer  fra?”  Sagde  enhjørningen.  Lille  frøken  Sofie  kiggede  bare  på  enhjørningen.  Han  kunne  tale.  ”Jeg  beklager,  mit  navn  er  Grayson  og  det  her  er  ..”  Alfen  Grayson  kiggede  på  lille  frøken  Sofie,  og  da  kom  hun  i  tanke  om,  at  hun  havde  ikke  introduceret  sig  sig  til  alfen  Grayson,  og  han  stammede  ikke  længere.  Hun  rejste  sig  hurtigt  op.  ”Jeg  hedder  Sofie,  beklager  at  vi  bare  sådan  løb  ind  i  dig,  men  vi  var  skræmte.  Der  er  en  kæmpe  trold  ved  broen.”  Enhjørningen  kiggede  på  dem.  ”Mit  navn  er  Aslantic,  jeg  er  skovens  beskytter.  Trolden,  der  skræmte  jer,  er  min  søster,  Helvetic.

Hun  dræbte  vores  mor  og  på  hendes  dødsleje,  forvandlede  hun  os  til  en  trold  og  en  enhjørning.  Jeg  beskytter  skoven  mod  ondskab,  og  hun  vil  gøre  alt  for  at  forhindre  det.  Hvad  laver  I  så  dybt  inde  i  skoven?”  Lille  frøken  Sofie  og  alfen  Grayson  kiggede  begge  forundret  på  Aslantic.  ”Vi  kan  ikke  finde  hjem.”  Sagde  lille  frøken  Sofie.  Aslantic  kiggede  på  dem  og  sagde:”Jeg  vil  få  jer  hjem,  hvis  I  vil  gøre  noget  for  mig.  I  skal  lokke  min  søster  til,  at  hoppe  ud  fra  broen.”  De  gik  begge  med  til  det  og  gik  tilbage  til  broen.  ”Jeg  ser  I  besluttede  at  komme  tilbage!”  Råbte  trolden.  ”ja,  vi  v-­‐v-­‐vil  have  dig  til  at  h-­‐h-­‐hoppe  ud  fra  broen.”  Sagde  alfen  Grayson.  Hans  stammen  var  tilbage.  Han  var  tydeligvis  bange.  Trolden  grinte  højlydt.  ”HA!  Den  eneste  grund  til,  at  jeg  nogensinde  ville  hoppe  ud  fra  broen,  ville  være  hvis  nogen  kunne  løse  mine  tre  gåder,  men  det  kan  ingen,  så  det  vil  aldrig

ske!  I  to  kan  hoppe  ud  fra  broen  i  stedet!”  Lille  frøken  Sofie  tænkte  sig  om  et  øjeblik  og  sagde  så:”Okay,  lad  os  lave  en  aftale,  giv  os  dine  tre  gåder,  hvis  vi  ikke  kan  løse  dem,  vil  vi  hoppe  ud  fra  broen,  men  hvis  vi  kan,  hopper  du.”  Trolden  kiggede  bestemt  på  hende  et  øjeblik  og  gik  i  krampelatter.  ”HA!  Aftale!  Første  gåde;  Theresas  datter  er  min  datters  mor,  hvem  er  jeg?”  Lille  frøken  Sofie  tænkte  lidt  og  svarede:”Du  er  Theresa.”  Trolden  skreg!  ”HELDIGT  GÆT!  Næste  gåde;  min  søsters  babys  fars  bror  er  hvad  til  mig?”  Alfen  Grayson  råbte  med  det  samme:”INTET!”  Trolden  skreg  højere.  ”AH!  Endnu  et  heldigt  gæt!  Sidste  gåde;  min  brors  mors  søsters  fars  kones  datters  søn  er  min  hvad?”  Trolden  sagde  det  meget  hurtigt,  så  lille  frøken  Sofie  og  alfen  Grayson  skulle  bruge  lidt  tid  til  at  tænke.  Trolden  blev  utålmodig  og  krævede  et  svar.  Lille  frøken  Sofie  kiggede  på  hende.  ”Aslantic!”  Trolden  grinte.  ”FORKERT!  I  skal  hoppe  ud  fra  broen!”  Alfen  Grayson  kiggede  ned,  ked  af  det,  og  begyndte  at  gå  hen  mod  kanten.  ”VENT!”  Råbte  lille  frøken  Sofie.  ”Din  brors  mors  søsters  fars  kones  datters  søn  er  din  bror,  Aslantic!”  Trolden  stirrede  på  hende.  Så  begyndte  trolden  at  skrige  og  gå  amok.  Lille  frøken  Sofie  tænkte  hurtigt,  og  løb  mod  hende  og  skubbede  så  hårdt  hun  kunne,  og  trolden  faldt  ud  over  kanten.  De  så  begge  efter  trolden,  da  hun  røg  længere  og  længere  ned  i  mørket.  De  kiggede  på  hinanden  og  bag  dem  kom  en  mand  gående.  En  smuk  mand,  der  lignede  en  prins.  Lille  frøken  Sofie  vidste  at  dette  var  Aslantic.  ”Tak  fordi  I  brudte  forbandelsen,  jeg  vil  holde  mit  løfte  og  få  jer  hjem.”  Han  hævede  sin  hånd.  ”Vent!”  Sagde  lille  frøken  Sofie.  ”Vil  jeg  nogensinde  se  dig  igen?”  Aslantic  så  kærligt  på  hende.  ”Jeg  vil  altid  være  ved  din  side,  i  enhver  vind  i  dit  hår,  i  enhver  fugls  sang,  det  lover  jeg.”  Aslantic  smilte  og  knipsede  med  sine  fingre,  og  på  et  øjeblik  vågnede  lille  frøken  Sofie  op  i  sin  seng,  til  lyden  af  vinden  der  hvirvlede  og  fuglenes  sang,  og  hun  smilte,  for  hun  vidste,  at  intet  nogensinde  kunne  gøre  hende  ondt.

Slut